Cykelferie med Børn – Sådan gør du

Drømmer du om at pakke børn og ægtefælle og cykler og drage på tur ud i det blå uden motorhjælp? Vi har forsøgt at samle vores praktiske erfaringer fra vores cykelferie over Alperne, og håber de kan være en hjælp, hvis du går med samme tanker – eller hvis du skal overbevises om, at det ikke er specielt bøvlet at arrangere din egen tur.

I sommerferien 2015 drog vi på togt hen over Tyrols alper. Vi kørte til Zams i Østrig, parkerede bilen og cyklede de godt 300 km til Gardasøen i Italien. Vi var 5 på tur, Trine og Søren med børnene Tobias på 10 år, Magnus på 8 og August, som er 5 år. Hvis du vil læse mere om selve turen, har vi skrevet et indlæg om turens etaper, som kan læses her

20150723_092328

Bilen pakket op til afgang. 3 cykler bag på, en på taget og efterløberen i baggagerummet.

Rute og planlægning
Efter en del søgen på nettet fandt vi en egnet rute. Der er en del ture i Europa, som virker egnet til børn. Vi gik efter ruteforløb der overvejende var adskilt fra trafikken og som rummer en vis udfordring hvad terræn angår, dog uden at blive ekstrem. Der er en del flade ruter rundt om søer og ruter, som falder konstant langs floder, som nok er meget velegnede hvis børnene er mindre end vores. Vores valg faldt på Via Claudia Augusta, en vej anlagt over alperne af Romerne som i dag er etableret som fin, godt afmærket cykelvej fra Sydtyskland til Venedig eller Verona. Til planlægningen brugte vi primært det meget velfungerende interaktive kort på siden mapservice.eu. Kortet har den meget elegante detalje, at man blot vælger sit start- og slutsted, transportform og hvor langt man vil køre hver dag. Resultatet er en fin oversigt over ruten og ikke mindst hvor mange højdemeter hver etape byder på samt forslag til hoteller ved etapernes afslutning.

På selv turen brugte vi guidebogen fra Bikeline – Radtourenbuch som er en detaljeret kortbog i pocketformat lavet i vejrbestandigt materiale. Bogen var uundværligt da vi flere gange valgte at afvige fra hovedruten for at søge ud i det fascinerende landskab. Bogen anviser også hvor der er mulighed for at få repareret sin cykel. Det fik vi heldigvis ikke brug for, men der er ikke langt mellem stederne, hvor man kan få hjælp – sjældent mere end 20 km. På forlagets hjemmeside kan man i øvrigt downloade gps-tracks til sin enhed. Det fik vi ikke dog ikke testet.

Cykler og udstyr
Vi har valgt at bruge vores city-bikes til turen. Selvom der er masser af bjerge og det ene fristende MTB-spor efter det andet dækker citybiken bedre de krav vi har til ”voksencykler”. For det første er ruten – Via Claudia Augusta – for det meste asfalteret og nemt at køre. For det andet medbragte vi 35-40 kg bagage og vores yngste barn (August) på 5 år på efterløber. Har man en lovliggjort hverdags-mountainbike vil den også være rigtig fin.

Cykaelvalget faldt på vores citybikes. De store drenge kører MTB og August på 5 hjalp godt til på efterløberen

Cykaelvalget faldt på vores citybikes. De store drenge kører MTB og August på 5 hjalp godt til på efterløberen

Hoteller
Vi planlagde alle etaper hjemmefra og bookede hoteller. Vi valgte ikke at campere. Dels for at spare campingudstyr til 5. Dels fordi, vi var lidt spændte på, hvordan dagene ville forløbe og derfor gerne ville frem til en sikker base, som ikke først skal slås op, pustes op og pakkes ned dagen efter. Vi bookede enten via bookingsiderne eller kontaktede hotellerne direkte. Vores oplevelse er, at man som familie på 5 ofte med fordel kan kontakte hotellet direkte da det er mere fleksibelt med ekstra opredning eller når vi skulle have to værelser at sikre, at det blev naboværelser. Flere steder bookede vi til fire og klarede ekstra opredning ved ankomst.

Baggage

Den ældste af vores drenge (Tobias på 10) havde selv en mindre taske på sin cykel. Resten af baggagen  – ca 30 kg – havde vi pakket i en cykelvogn. DMIs byvejrsudsigter lovede ned til 3-4 grader om natten. Derfor medbragte vi tøj til stort set alt slags vejr, varmetæppe til nødstilfælde, diverse nødrationer i tilfælde af børn eller cykler der brød sammen osv. I praksis havde vi alt for meget med. Hvis vi kun havde pakket det vi havde brug for, kunne vi nok have sparet 5-10 kg på turen.

Børnevenlig cykelrute

Ud over en storslået rute med meget gode  – og især i Italien – ofte nyasfalterede cykelstier er der et par ting mere, der gør turen børnevenlig: I både Østrig og Italien mødte vi hver dag rigtigt gode legepladser. Det er i den forbindelse imponerede som børn kan blive ved – efter selv de længste og varmeste dage blev enhver ny legeplads straks indtaget med 110 i timen. Den anden store attraktion er, at de fleste byer har friluftsbad eller badesøer. I den voldsomme varme var det en kærkommen eftermiddagsaktivitet de steder, hvor hotellet ikke havde pool.

Har du selv erfaringer du vil dele eller spørgsmål? Skriv her på bloggen eller på facebook

 

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Pin It on Pinterest

Shares
Share This